entreentre

Af Vincent Ringgaard Christoffersen (tekst) og Frederik Petersen (fotografi), 2026

MEMBRAN. Fra latin membrana 'tynd hud, hinde', af membrum 'led, lem'. Betydninger: 1. tynd, ofte elastiske hinde af organisk materiale. 2. hinde eller tynd plade der indgår i en teknisk konstruktion - fx i højttalere, pumper og filtre. Fra den Danske Ordbog. Galen, Marcello, Malpighi, Nehemiah Grew, Jean-Baptiste Dutrochet, Carl Nägeli, Hugo von Mohl. De, blandt mange, interesserede sig for membranen.

Membraner kan hjælpe med at sortere, gennem osmotisk tryk, sådan at noget bliver inde, mens andet kommer ud - eller ind. Det ville de kalde en semipermeabel membran. Den franske Jean-Antoine Nollet, der døde i 1770, er kendt for opdagelsen af det osmotiske tryk, der udtrykker sig i de semipermeable membraner. Altså at osmosen, partiklernes træk gennem membranen, kræver et særligt tryk.

Membranen, som definerende for en enhed, gennem adskillelse fra det, det ikke er, er ikke forbeholdt det organiske materiale. Den unge franskmand blev sendt fra landsbyen Pimprez, til Paris, for at studere teologi. Her fik han en grad i teologi og blev diakon i den katolske kirke. Nollets nysgerrighed påvirkede det osmotiske tryk, hvor dannelsesrejser og studier trak ham gennem en membran. Ifølge John L. Heilbron, i Gillespies Dictionary of Scientific Biography fra 1970, endte Nollet i toppen af det aristokratiske videnskabs-akademi, som en ”chef d'oeuvre of the Age of Reason”.

Nollets osmose er symmetrisk parallelt til hans samtids osmose. Kant definerede i 1784 'oplysningen' som dér, hvor mennesket begynder at tænke selv. Har mennesket klemt sig ud af en membran? Eller ind? I så fald, er den semipermeabel: delvist gennemtrængelig.

Membrangrænsen og idéhistorisk osmotisk overgang er ikke forbeholdt oplysnings-tænkerne. Mystikerne har både før og efter, mast og klemt, i forsøget på at forstå membranen, med henblik på at opløse den.

Patanjalis Yogasutra, der angiveligt er nedskrevet omkring år 400 efter vor tidsregning, men som formodentligt bygger på en ældre tradition, som nogen kalder proto-yoga, er i bund og grund en opskrift på, hvordan man opløser membranen. Man skal følge opskriften, ashtanga, Sanskrit, en ottefoldig vej. Ganske simpelt, må man starte med at opføre sig ordentligt (nama og niyama). Derefter træner man sin krop til at kunne sidde stille (asana), for at kunne styre sin vitalitet gennem åndedrættet (pranayama) og slukke for sanserne (pratyahara). Nu er man klar til at træne sin koncentration (dharana), for at nå meditation (dhyana), og hvis man gør det korrekt, vil man opnå forskellige stadier af samadhi, hvor det materielle (prakrti) adskilles fra ens åndelige kerne (purusha). I ret praksis, vil det øverste stadie, asamprajnata samadhi, indtræffe, og den praktiserende vil opnå en form for omnipotens, hvor bevidstheden vil forenes med det absolutte. Der er tale om en åndelig osmose. Trykket adskiller det åndelige fra det materielle. Trykket mellem selvet, Atman, og altet, Brahman, udlignes.

Den kinesiske Zen (kinesisk, Chan) mester, Huangbo Xiyun, fra 800-tallets Tangdynasti mente, at hvis man kan fjerne mental konceptualisering, vil man have opnået alt. Sådan står det i Chün Chou-dokumenterne. Man må indse problemet, det konceptuelle, opdelende, adskillende, for at indse og leve i den ene Bevidsthed - med stort B. Den konceptuelle membran må opløses. Først da, er man vågen. Et osmotisk tryk, der maser det åndelige ud af det konceptuelle, i en kosmisk udligning.

Hesykasterne, af græsk hēsychia, 'stilhed', en gren af kontemplativ og tilbagetrukket kristenortodoks munkeorden, forsøger at fylde sig? selv med bøn. De anerkender, at de er isolerede, og at de må lade det udefrastående alt, Gud, trænge sig ind, gennem et åndeligt osmotisk tryk. Det foregår gennem konstant recitation af Jesusbønnen, Kyrie Eleison, i takt med vejrtrækningen. En komplet synkronisering og hengivenhed. Den kristne åndelige osmose, findes, blandt mange andre, på samme måde ved middelalderteologen Meister Eckhart, i hans begreber Abgeschiedenheit og Gelassenheit.

Ikke alle har været fascinerede af det åndelige osmotiske tryk og dets påvirkning af membranen. Aristoteles forsøgte i sin Metafysik at gøre op med uendeligheden (tør vi sige: membranløsheden), ved at pege på, at de der indfører det ubegrænsede, fjerner det godes natur; ”den, som er i besiddelse af tænkningen, handler altid med henblik på noget, som netop er en grænse; for formålet er en grænse” (994b, 15-20). Sådan lyder det i Michael Vernersens oversættelse fra 2021. For Aristoteles kommer det i 4. bog til at handle om kontradiktionsprincippet, at noget ikke kan være ét og andet på samme tid. Aristoteles påpeger dermed vores membrans nødvendighed, hvis man vil erkende noget overhovedet. Noget må være adskilt, være sit eget, for at vi kan beskrive det. Det kan ikke både være sit eget og et andet på samme tid.

Membranen kan være mere end organisk eller teknisk-materielt, som det fremgik af den Danske Ordbog. Vi bevæger os nu mod det kendte kunstbegreb, fra det græske mimesis, for at pege på, hvordan Frederik Petersens arbejde med membranen, som delvist organisk proces og udtryk, som teknik, ikke blot forbeholdes materien, men ligeledes refererer til den her antydede metafysiske dynamik: opdelingen mellem det ene og det andet; indholdet og det udestående; håbet om sammensmeltningen; en længsel efter at cellen giver efter; en insisteren på, at uendeligheden ikke magter opdelingen. Membran.

UDPOSNING. Frederik Petersens skulpturer strækker sig mod den metafysiske membran, når han undersøger udfoldelsesmuligheder og bristepunkter i den konkrete materielle membran. Man drages først af udposningens spænding, der giver hver skulptur sin personlighed, før man går på opdagelse i figurens egentlige form. Membranen er både frigjort og forhindret. Det skyldes korsetterne, der dirigerer trykket ud i membranens muligheder, som sten der er formet af vand og kroppe der er formgivet af reb og korsetter. Der er både noget trygt og begrænsende, i korsettets kontrol, formgivning og trykfordeling. Korsettets tvetydige greb, omfavnende og kvælende, skabende og hæmmende, skaber en monolog i membranen. Det ambivalente membrantryk, er dragende, dog klaustrofobisk. Genkendeligt, trods dets abstrakte natur.

Georges Bataille var interesseret i øjet som semipermeabel membran, mellem den indre grotte og ydre afgrund, samt det hellige i udposningen. Mens Kant gerne vil sejle ud, men er bange for at miste kysten af syne, feticherede Bataille spændingen i membranens yderste udposning. Bataille sejlede mod horisonten. Hvor langt kan vi strække membranen? spurgte han i virkeligheden. I Historie de l'æil fra 1928, overvejer vores hovedperson at prikke hul på den tynde slatne membran, ved at skyde sig selv. Her finder han, gennem veninden Simone, en vitaliserende fascination for ægget, øjet, membranen. Bataille indser dets semipermeable natur, og slår streg mellem øjet og røvhullet. Simone får serveret den døde tyrs nosse, rå og blodig. De to, med voyeuren Sir Edmond, dræber den spanske præst, under voldtægtsseancen, og stikker hans øje ud, for at mase det op i røvhullet på ham.

Bataille er selv, gennem psykoanalyse, nysgerrig på, hvorfor han skriver dét. Det skal senere blive ham klart, særligt gennem hans læsning af Nietzsche, at natten også er en sol. Der er bare energi. Der er blot en form for åndeligt osmotisk tryk, som Bataille udforsker. Skriftet er hverken etisk eller normativt, som Per Aage Brandt også skriver. Bataille undersøger membranen og korsettet. Derfor føler Bataille sig blot beslægtet med mystikerne, uden at hengive sig til en egentlig mystisk praksis. Bataille er interesseret i membranens grænser, men han er ikke interesseret i dens ophør, nærmere dens absolutte ud-spænding. Derfor henvender han sig ofte til erotikken. Der får man membranen til at puste sig op og strække sig ud. I grottens nervepirrende dybe stilhed, kan lyden af membranens stræk virke beroligende. Des mere ængstelig stilheden er, des mere beroligende er den knagende sang.

For Bataille er det ikke interessant at opløse membranen. Det samme må vi sige for Petersen, da skulpturernes totale eksistensberettigelse er ”membranbetinget”. Det er altså membranens tærskel, der er på spil. Udposning.

FÆNOMEN. Når Petersen vælger at fremstille sine skulpturer i fotografier, viser membranens tidslige flade sig. Den konkrete membrans spænding låses i et øjeblik, i et fastlåst perspektiv, han har valgt. Det giver beskueren lov til at fornemme, blot en lille del, af en personlig membran. Den levende skulptur, der vrister sig troligt og langsomt gennem tidens korset, alt efter om det er oppustet latex eller støbt cement, er ikke omfavnet af det fotografi-korset, der er Petersens perspektiv. Ved at han nedlægger et ekstradimensionalt korset over skulpturen, tvinger han endnu en flade frem, der lever i dialogen mellem ham og skulpturen, endnu en tryghed og klaustrofobi - under alle omstændigheder, et indblik.

Med fotografiet frarøver Petersen beskueren et perspektiv, mens han forærer os et nyt. Han fjerner det kropslige møde med skulpturen: dét som Nietzsche først anslog i sin maves filosofi; det som Merleau-Ponty pegede på i sin perceptionsfænomenologi, at vi med vores kød møder det andet, ikke blot som sjæle eller cogito'er, men som værende i verden sammen med andre ting, selvom vi ikke er lavet af latex og cement. På et metafysisk plan, deler vi membranen, med den levede skulptur. Vi møder den kropsligt. I fotografiet trækkes vi, med Petersen, gennem en æstetisk osmose, ind i et perspektiv, et privat perspektiv, vi ikke på nogen anden måde ville have adgang til.

Roland Barthes skrev i 1980, at fotografiet handler om genopstandelsen. Membranens ambivalens, dets inde og ude, dets ene og andet, kaster os med genopstandelsen, den hellige genfødsel, tilbage i skødet på Jean-Antoine Nollet, oplysnings-tidens osmotiske tryk fra kosmisk hengivenhed til egenrådighed, mystikernes håb om enhed, Aristoteles' metafysiske kontradiktionsprincip.

Fænomenet tilhører den der beskuer, fremhæves af den der peger. Petersen peger. Fænomen.